|

den engelske have

billeder af første
etape af den engelsk inspirerede have 2009
den engelske have i foråret 2010
den engelske have 2010
efter et års arbejde med haven
sommerbilleder
_____________________________________________________________________________________________________________________

Den engelske have i Cottage
garden stilen, anlægges dels foran huset og
dels ved
terrassen. Haven foran huset
er rum med staudebede og med frugttræer. Ved terrassen
er anlagt en rosenhave, ligesom at der på selve terrassen er lavet et stemningsfuldt miljø
med roser, blomstrende planter og opstammede stedsegrønne planter i krukker.
Da vi købte gården i
Freltofte i foråret 2009, var der ikke anlagt megen have omkring huset.
Det betød, at vi havde frit spil for vores egne planer, vi kunne frit
udleve vores egne tanker om, hvordan en have skal se ud. I området omkring
terrassen var der påbegyndt anlæg af bede omkranset af en
pigstensbelægning. En inddeling som passede rigtigt fint ind i vores
forestilling om, hvordan vi gerne ville anlægge en engelsk have.
I løbet af sommeren
udviklede denne del af haven sig til en rosenhave suppleret med stauder og
formklippede buksbom. Det var oprindelig ikke tanken, at det skulle være
en rosenhave, da det egentlig ikke er her interessen hos os er størst; men
området skreg på roser, og dette krav måtte vi bøje os for. Med dette krav
om roser, steg interessen for disse naturligvis og valget er primært
faldet på de engelske David Austinroser, dels fordi de er smukke uden at
være for pyntede og dels - og måske især - fordi de remonterer -
altså blomstrer to gange og ofte helt indtil, at frosten får bugt med dem.
Af hensyn til bedets omfang er roserne og stauderne holdt i hvide og lyse
farver.
Ind imellem roserne
har vi plantet stauder og bunddækkeplanter - både for med tiden at kunne
begrænse omfanget af lugningsarbejdet og for at undgå, at roserne kommer
til at se barbenede ud, idet stauderne dækker dem forneden. Indimellem
roserne og stauderne har vi plantet formklippede buksbum, som tilføjer
bedene form. For at haven også skal syne noget i højden vil der blive
plantet kugleformede kirsebærlaurbærtræer. Fordelen ved disse er, at de er
stedsegrønne, og dermed også vil få haven til at se smuk ud om vinteren,
hvilket er vigtigt, da både roserne og stauderne visner ned om vinteren og
efterlader haven trøstesløs at se på.
|